Det er for sent at træne i en nødsituation!
Søsportens sikkerhedsråd, sejlerskoler m.m. fortæller, hvordan vi skal lave en redning, og vi øver vel alle "mand over bord" jævnligt.
Men det viser sig i praksis, at det er meget svært at få en person ombord, selvom man har lavet en perfekt "mand over bord" manøvre.
(Signalflag O. "Mand over bord")
I sommeren 2015 omkom en af vores gode sejlervenner og mangeårigt medlem af GSK, da han faldt overbord og ikke kunne komme op igen ved egen og konens hjælp.
Derfor har Langtursejlerne i Gilleleje siden lavet en del redningsøvelser.
Vi troede, vi havde styr på det.
Det havde vi ikke!
Vi har ved forsøg fundet ud af mange ting, der ikke fungerer eller skal laves på en anden måde. Og vi har fundet nogle metoder, der virker for os.
Dem vil vi godt videregive, så andre ikke laver samme dumheder i en rigtig redningsaktion.
Vi er ikke eksperter, men vi vil lave et oplæg om redning og håber på en god debat, så vi alle er bedre forberedte i tilfælde af en mand over bord.
Hilsen Kirsten, Majbritt, Anne, Allan, Thorbjørn og Per.